Kræften har længe været i politisk fokus. Med kræftpakkerne er forløbene lagt i et spor, hvor behandlingtilbuddene skal falde som perler som perler på en snor. Det er essentielt. For ventetiden kan let gøre forskellen mellem død og overlevelse.

Derfor er det forstemmende, at kræftpatienter fortsat skal vente.
Ingen patienter med den dybt alvorlige bugspytkirtelkræft har kunnet behandles inden for de påkrævede frister. Det er uacceptabelt.

Vi tager det op i vores region. Der må lægges en plan for, hvordan vi kommer i mål. Men hele sagen understreger også behovet for, at vi prioriterer knivskarpt i sundhedsvæsenet. Lad os snarest få et bud på, hvordan vi differentierer ventetidsgarantien, så de livstruede og alvorligt syge kan komme til i en fart – og resten må leve med lidt længere ventetider. Det er jeg sikker på, at befolkningen også vil.

Midt i den hjemlige politiske tummel om læk og spindoktorer har Sundhedsministeriet sat tal på, hvor meget hospitalerne behandlede sidste år. Resultatet slår næsten benene væk under én. Så godt er det. Fra 2009 til 2010 lykkedes det de danske hospitaler at behandle i snit 5,6 procent mere end året før. Forklaringen er lige så enkel som imponerende: Den højere produkivitet (og undskyld det kedelige teknokrat-fabriks-udtryk!) skyldes, at hospitalerne har behandlet flere og mere, men for færre penge.

Dette er først og fremmest medarbejdernes værk. De har gjort det! Og selv om vilkårene ikke altid er lette. Med utallige flytninger og ombygninger. Med nedskæringer. Med nye krav til kvalitet og nye arbejdsgange. Med IT, der ikke vil og ind imellem kræver monster-tålmodighed. Det er flot.

Når det er sagt, hører regionerne med til billedet. Som driftsherrer har de trods alt en rolle. Så helt skørt kan det ikke være det vi gør, kære radikale venner. Der er ikke mange andre steder i den offentlige sektor, hvor produktiviteten er forbi de 5-8 procent. Og slet ikke i staten. Forsvaret? Politiet? Universiteterne?

 Lad os huske det næste gang, politikere foreslår regionerne nedlagt. Det kan ikke være for at få mere effektive hospitaler. Det fås næsten ikke. Og lad os så ellers ønske medarbejderne til lykke!

Tre kroner dyrere bliver en pakke smøger. Et fint skridt. Men alene batter det ikke meget. Og i betragtning af at rygningen er Danmarks største sundhedsproblem, skal der mere til. Regeringen skal have hele værktøjskassen frem og gøre det maksimalt dyrt og besværligt at være ryger i Danmark. Tag det ikke personligt, kære rygere. Men det er med mindre røg, at vi kan gøre mest for danskernes sundhed. Så lad os få hele paletten frem. Rygeforbud på alle barer, enkeltmandskontorer og efterskoler. Og hvorfor ikke begrænse salget til apoteker? Eller sætte fotos af ødelagte organer på pakkerne. Hver gang vi forhindrer et menneske i at blive ryger, har vi hjulpet ham eller hende til et markant og sandsynligvis også længere liv. Det kommer andre til gode. For de sparede penge til behandling kan bruges på andre.

Bent Hansen var forleden ude og foreslå en times ventetidsgaranti på landets skadestuer. Ikke lige det der var brug for. Der har været en sand ophobning af løftetirge ventetidsmål. Astrid Kragh har kastet sin halve time på møddingen. Bent Hansen er nærmere realiteternes verden, men går alligevel galt i byen. Vi har IKKE brug for flere, flade løfter, der behandler alle patienter over en bred kam. For patienterne er ikke ens. Hvorfor skulle vi tilbyde den let skadede – måske med en bulen finger – samme ventetidsfrist som den meget syge og plagede? Det er ikke en klog prioritering.

I morgen fremlægger regeringen sin første finanslov. Meget bliver spændende. Hvor stort et kursskifte for Danmark, vil vi bevidne, vil mange spørge? Det gælder også i forhold til psykiatrien. Her er der efterslæb, så det batter. På 10 år har somatikken fået hele 45 procent flere penge. Psykiatrien kun 15 procent. Jeg kan godt forstå, at Lægeforeningen er træt af skåltaler. Måske skulle den nye regering sætte et fast mål, der hedder, at somatik og psykiatri skal vokse lige meget – målt fx over 5 år. Uden sådant et brutalt mål bliver det ikke til noget. Så vil psykiatrien tabe endnu større afstand til somatikken.

Der har været travlt i debatten om ventetiderne på skadestuerne. I valgkampen gik der sport i at byde over, når det gjaldt ventetider til akutmodtagelserne. S/SF “vandt” konkurrencen med et bud på max. en halv times ventetid på landets skadestuer. I Region Hovedstaden var Venstre langt fremme med krav om højst en times ventetid. Ingen af delene har gang på jord. Der gik mildt sagt ged i akut-debatten.

Nu er det på høje tide at besinde sig. Vi skal styrke indsatsen på landets akutmodtagelser, ja. Men som det gælder på så mange andre felter, skal der prioriteres. Og et fælles ventetidsmål til alle patienter er nonsens. For patienterne er så forskellige som nat og dag.

Besindelsen har da også indfundet sig på Slotsholmen. Sundhedsminister Astrid Kragh var hurtigt ude at slå fast, at en halv time ikke havde gang på jord. Alligevel. Og Venstre skilter heller ikke længere med deres ene time. Det burde være et godt udgangspunkt for en klog, prioriteret indsats.

Allerførst er opgaven at sikre, at kun de patienter, der virkelig har brug for et besøg på akutmodtagelsen, kommer dér. I dag kommer alt for mange, der hellere skulle have brugt egen læge, eller som i virkeligheden kunne have klaret tingene selv. En undersøgelse på hovedstadens akutmodtagelser viste, at det er ca. fire ud af ti patienter. Det er et problem, fordi det ikke er effektiv brug af sundhedsvæsenets resurser. Eller sagt på anden måde: Det er dyrere at opretholde et stort beredskab på landets akutmodtagelser end at sikre disse patienter behandlet hos egen læge.

I Region Hovedstaden opretter vi her til foråret en sundhedstelefon. Meningen er, at den skal hjælpe hovedstadens borgere hen den rigtige sted. Første gang. Det er en almægtig opgave – og vil kræve en godt gennemtænkt kommunikation af telefonen til borgerne. Så de ved præcist, hvornår de skal bruge den. Et succeskriterium for telefonen er, at den medvirker til at nedbringe antallet af borgerne, der møder på akutmodtagelser, men kunne være behandlet hos egen læge.

Det næste skridt er at få vedtaget nogle klare servicemål for akutmodtagelserne. Disse mål skal afspejle sygdommens alvor. Er det livstruende, bør der vanke nul-tolerance. Så skal patienten til straks. Gælder det derimod småskavanker, må den pågældende patient leve med en længere ventetid. Det afgørende er, at de, når de kommer, får besked om, hvad de kan forvente. Disse ikke særligt syge borgere skal kunne sendes hjem med besked om, at de får et opkald eller en sms, når der er klar. Selvfølgelig skal det ikke være hele og halve dag. Men er der tale om fire timer, er det til at leve med.

Region Hovedstaden får nu endevendt akutmodtagelserne. Målet er at formulere en politik med servicemål. Det er et stort arbejde – og vil først være klar i foråret. Men akutmodtagelserne er allerede i gang med at forbedre indsatsen. Den hviler på en sortering af alle patienter straks de møder op. På den måde kan akutmodtagelserne straks målrette deres indsats og sørge for, at de mest syge kommer til først, og at de mindst syge for god besked og evt. sendt hjem, hvis det er en mulighed.

Indsatsen vil styrke patientbehandlingen i akutmodtagelserne. Men det starter og slutter med, at vi som politikere kan fortælle borgerne, hvad de skal forvente. Det gik galt i valgkampen. Nu er det tid til at rette kursen op.

Velkommen Astrid Kragh! Du er Danmarks nye sundhedsminister – og opgaverne står i kø. Kræft, hjerter, kronikere, gamle, børn. Det skal være kvalitet i verdensklasse – og gå hurtigt. Forebyggelsen skal have et løft. Princippet om flest sundhed for pengene er godt. Og der er ikke tvivl: gør noget ved rygningen. For den skader danskernes sundhed mest. Så gør rygning dyrt og besværligt. Forbud virker.